A11y.General.SkipToContent

Mere sport, flere talenter og endnu mere at opleve

22. september 2026

Når World Cup Herning vender tilbage i efterårsferien 2026, bliver det i en markant udvidet udgave. Publikum kan fortsat glæde sig til international topsport i Jyske Bank Boxen, men med championatsfinaler for unge dressurheste, Baltic Cup-finaler og Nord-for unge springryttere og en ekstra konkurrencehal bliver der endnu mere at opleve – fra nogle af sportens yngste talenter til den absolutte verdenselite

 

World Cup Herning har gennem en årrække etableret sig som efterårets store mødested for dansk ridesport. Her mødes internationale dressur- og springryttere, danske profiler, publikum, virksomheder og hesteinteresserede i MCH Messecenter Herning.

I 2026 bliver paletten endnu bredere, og der forventes at være knap 1000 heste til start.

Arrangørerne udvider nemlig stævnet med en tredje konkurrencehal, Kingsland Arena Hal E, og samtidig rykker to store finalekoncepter ind som en del af World Cup-ugen: Dansk Ride Forbunds championatsfinaler for unge dressurheste og Baltic Cup-finalerne i springning for ungdomsryttere.

Dermed bliver World Cup Herning i endnu højere grad en begivenhed, hvor publikum kan bevæge sig gennem mange forskellige sider af ridesporten på samme dag.

 

Fra fremtidens stjerner til den internationale elite

En af de største nyheder bliver championatsfinalerne for 4-, 5-, 6- og 7-årige dressurheste.

På én og samme tur til Herning kan man opleve unge dressurheste på vej gennem deres sportslige udvikling og senere se nogle af verdens bedste dressurheste og -ryttere indtage den samme arena.

For avlere og hesteejere giver det samtidig en interessant mulighed for at følge næste generation af potentielle top- og avlsheste i et miljø, hvor en stor del af ridesporten er samlet.

 

Ungdommen rykker også ind

Det er ikke kun blandt hestene, at fremtidens stjerner får mere plads.

Baltic Cup-finalerne i springning bliver ligeledes en del af World Cup Herning i 2026. Her mødes unge springryttere fra Norden og Baltikum for at kæmpe om finalesejrene.

Finalen i Nord-Vest Box Cup findes også sted under World Cup-stævnet. Nord-Vest Box Cup er en landsdækkende springturnering for ponyryttere, og har især fokus på stilspringning – altså kvaliteten af ridningen, ikke bare hvem der er hurtigst. Det bliver dermed en helt særlig afslutning på årets Nord-Vest Box Cup – og en stor oplevelse for både ryttere, familier og publikum i Herning.

 

Tre arenaer – og mere at gå på opdagelse i

For publikum bliver den mest mærkbare ændring måske ganske enkelt mængden af oplevelser.

Med Hal E som ny konkurrencehal vil World Cup Herning i 2026 råde over tre baner. Det giver mulighed for aktivitet flere steder og gør besøget til mere end blot spørgsmålet om at finde sin plads på tribunen til én bestemt klasse.

Man kan i stedet sammensætte sin egen World Cup-dag.

Og mellem klasserne er der mulighed for at gå på opdagelse i messeområdet.

Allerede ved World Cup Herning 2025 var mere end 60 udstillere samlet med blandt andet rideudstyr, produkter til heste og ryttere, staldinventar, maskiner og foder, ligesom der var forskellige café- og spiseområder.

Det er netop kombinationen af sport, shopping, faglig inspiration og socialt samvær, der er med til at gøre World Cup Herning til en udflugt – og ikke alene en række konkurrencer.