A11y.General.SkipToContent

International springdag i PAVO Arena M

14. oktober 2026

Ungheste, ponytalenter og internationale springryttere var i aktion onsdag i PAVO Arena M, hvor danske ekvipager sikrede sig flere flotte placeringer.

Dagens program begyndte med Easy-AgriCare-klassen for 5-års heste over 1,20 meter. Her leverede 10 af de 15 ekvipager fejlfrie runder og delte førstepladsen. Blandt dem var danske Silje Frederikke Kristoffersen med Playboy Carti, Ditte Wulff Møller med Glacier A.M.N., Maria Barnewitz Schou med Laurandas Pariola, Sarah Albus med Lancelot vd Molendreef Z og Mathilde Lind Skjøtt med Habibi.

Hos de 6- og 7-årige heste blev det til tysk sejr ved Laura Klaphake og Coachella 14, som var fejlfri i begge faser og afsluttede anden fase på 24,76 sekunder. Helle Møller Andersen og Maskedals One Of A Kind tog andenpladsen med 25,89 sekunder, mens Søren Møller Rohde og Flair Ask fulgte på tredjepladsen med 26,15 sekunder. Klassen havde 75 deltagere.

Ponyrytterne overtog derefter arenaen. I FEI Jumping Ponies’ Trophy over 1,20 meter sikrede britiske Henry Leggott og Blossom’s Big Claim sig sejren med en fejlfri runde på 55,28 sekunder foran landsmanden Portia Taylor-Wilson med Olivia W. Svenske Lilli Mellström og Sparkling Lackaghmore Joey blev nummer tre. Bedste dansker var Palma Sophie Gry Jansson-Christensen med Parc Icon på sjettepladsen efter en fejlfri runde på 59,33 sekunder.

I Baltic Cup ponyernes Big Tour over 1,15 meter var irske Cathal McKeon-Devaney og Nokio hurtigst med nul fejl på 50,55 sekunder. Hollandske Mienie Vos og Nashville B blev nummer to foran svenske Hannah Blomberg med Blakeneys Jimmy Cash. Fiona Schou-Sørensen og Atos des Mottes blev bedste danske ekvipage på ottendepladsen.

Eftermiddagens CSI3* Medium Tour over 1,40 meter samlede 81 ekvipager og sluttede med tyske ryttere på de tre første pladser. Janine Rijkens og Twingo vandt med nul fejl i begge faser og 31,09 sekunder i anden fase foran Hans Thorben Rüder med Caspian og Pheline Ahlmann med Kocco LU. Palma Sophie Gry Jansson-Christensen markerede sig igen som bedste dansker, denne gang med Frecks Special M på niendepladsen. Hun blev desuden nummer 11 med Coco Chanel – begge efter fejlfrie runder i begge faser.