A11y.General.SkipToContent

Flotte danske præstationer i Herning

18. oktober 2024

Set med danske øjne har det været en rigtig god dag ved World Cup-stævnet i Herning med mange flotte danske præstationer i både springning og dressur

 

Fredagens konkurrencer i Jyske Bank Boxen blev indledt af Lövsta Future Challenge – en klasse for U25-ryttere med ni deltagere. Det blev til dansk sejr til Sophia Ludvigsen og Blue Hors Quintana foran hollandske Quinty Vossers/Inferno og med Elisabeth von Wulffen/Triple A fra Tyskland.

Sophia Ludvigsen er regerende danmarksmester, og de deltog også i denne populære serie ved World Cup-stævnet sidste år. Lövsta Future Challenge strækker sig over tre World Cup-stævner (Herning, Amsterdam og Göteborg) og hensigten er, at give de unge seniorer lejlighed til at ride i nogle særlige rammer på samme stævneplads som de internationale profiler.

I turneringen deltog også de unge, danske ryttere Cecilie Dybro Jensen med Zagori e. Blue Hors Zack/ Sir Donnerhall II OLD og Sophia Boje Obel Jørgensen med Foldagers Chablis e. Blue Hors Romanov/ Idocus (opdr. Mette Frederiksen)

Rytterne mødes igen lørdag morgen inde i Boxen til Lövsta Future Challenge Freestyle.

 

Dressur i PAVO arena M

Fredag flyttede dressurrytterne også ind i PAVO arena M til Aviar CDI 2* Grand Prix (int A) og her blev det også til dansk sejr, endog dobbeltsejr idet Anne Sofie Aaen og Fürsten-Flame sejrede med 71,353% foran Anna Toosbuy Rasch og Everian L e. Everdale (opdr. Karsten Bundgaard) med 69,971%

De unge ryttere kom også i konkurrence i dag, og her blev sejren også dansk til Freja Oline Skovhus Lindblad og Eelund Yurrell e. Blue Hros Farell (opdr. Jørgen K. Andersen).

 

Flotte danske præstationer i springning

Selma Hundborg Dresler og ponyen Clounamon Coco sendte Dannebrog til tops i FEI Jumping Ponies Trophy efter et fejlfrit ridt i en lynhurtig tid, og den unge danske rytter satte dermed de lynhurtige hollandske, franske og engelske ryttere bag sig.

Det var også lige før det blev dansk på toppen i Easy Agri Care EY Cup da Frida Munk Lassen stoppede tiden på 31,23 sekunder med Valerie Ask i omspringningen, men måtte se sig slået af tyske Linn Hamann og Ciselle til førstepladsen. Hendes kollega Linnea Ilsoee Madsen og Medina-EM, der var bedste danske ekvipage i den første klasse i denne serie under stævnet, kom ind på 3. pladsen i dagen klasse.

Inde i Boxen sluttede aftenen med den spændende KASK 3* Big Tour 1.50 m med 48 starter. En klasse som tæller points til Longines verdensranglisten, og blev afgjort i en forrygende omspringning med tre danske ryttere i konkurrence mod flere udenlandske stjerner.

Det blev Douglas Lindelöw/Cheldon som sikrede svensk sejr og han kan rejse fra Herning med et Solarium fra Horse Trainer. Det blev OL-rytter Jur Vrieling fra Holland, som indtog andenpladsen med Helwell du Chabus foran USA’s Lucas Porter/Vifakata alle kom i mål indenfor et sekund.

Søren Møller Rohde og avlshingsten Action Man Ask Z er i topform i øjeblikket, den regerende danmarksmester leverede to flotte 0-runder, og kom ind på 4. pladsen. Thomas Sandgaard/Flint Sol’Heure var ligeledes dobbelt 0, og så fik U25-rytter Laura Baaring Kjærgaard 8 fejl i omspringningen.

 

Glæd jer til lørdag til World Cup – Herning

Inde i Boxen er der Lövsta Future Challenge Freestyle som åbner konkurrencerne fra kl. 9.00 – og så er der AVIAR Grand Prix Special fra kl. 10.45 med 11 ryttere. Kl. 13.30 er det tid for FEI Dressage World Cup Freestyle, og så rykker springrytterne ind i Boxen til BMW Six Bar Challenge og Stutteri Ask Grand Prix.

De starter med springning i Pavo Arena M og 17.45 rykker dressurrytterne igen ind i arenaen med Young Horse Grand Prix fra 17.45 og ClipMyHorse CDIJYR Freestyle.

Start- og resultatlister

 

Selma Hundborg Dresler og ponyen Clounamon Coco sendte Dannebrog til tops i FEI Jumping Ponies Trophy. Foto: Ridehesten.com
Sophia Ludvigsen og Blue Hors Quintana sejrede i Lövsta Future Challange. Foto: Ridehesten.com