Choose Language
dk gb

Nu kan du byde online på auktionsføllene

DWB World Cup Foal Auktion åbnede for online bud i dag torsdag kl. 17.00 – husk at registrere dig for at byde med

  19. okt. 2023   Britt


DWB indledende.jpg

Nu kan du byde online på de udbudte føl på DWB World Cup Foal Auction. Foto: Ridehesten.com
 
I forbindelse med World Cup-stævnet i MCH Messecenter Herning har Dansk Varmblod håndplukket en kollektion på 15 føl – fire føl af springafstamning og 11 føl af dressurafstamning.

Føllene kommer under hammeren lørdag kl. 17.30 inde i Blue Hors Arena umiddelbart efter Agria Afternoon Show inde i Jyske Bank Boxen.

Det er en lille, men eksklusiv kollektion som auktionarius Casper Cassøe Krüth svinger hammeren over. Der er ingen tvivl om, det bliver interessant at følge budkampene på de charmerende føl. Allerede torsdag den 19. oktober fra kl. 17.00 åbnes der for online bud på føllene

Du kan se den flotte kollektion på www.varmblodauktion.dk – her er der fotos og video af føllene, samt en beskrivelse, afstamning og bemærkninger fra dyrlægens kliniske undersøgelse.

 

Følg med hjemmefra eller oplev stemningen i hallen

Har man på forhånd besluttet sig for at forsøge at få hammerslag på et føl, kan man tage kontakt til Auktionsudvalget på auktion@varmblod.dk der bliver nogle særlige VIP-pladser, borde på ridebanen tæt ved ringside, hvorfra man har et godt udsyn til de udbudte føl.

Kan man ikke være tilstede i hallen, kan man byde online eller telefonisk og følge auktionen på www.clipmyhorse.tv

Vælger man at byde via telefonen, så får du kontakt med en af medlemmerne af Auktionsudvalget, som byder på dine vegne.

Hvis du vil byde online skal du registrere dig som byder på hjemmesiden www.varmblodauktion.dk. Det gør du ved at udfylde online formularen som du finder på hjemmesiden via linket i øverste højre hjørne, hvor der står ”Tilmeld” – du kan tilgå formularen via linket HER

Når din konto er godkendt, modtager du en e-mail, og du er klar til at byde online!

Har du spørgsmål til kollektionen, til afviklingen eller andet, er du meget velkommen til at kontakte Louise Ringsbo på tlf. +45 6167 9493

Køb billetter til World Cup-stævnet incl. auktion og messe HER