Choose Language
dk gb

ER DU BARE VILD MED DRESSUR?

  30. sep. 2021   Mathilde


Hele den danske dressurelite er klar til at møde de udenlandske stjerner i kampen om World Cup-points samt sejre og placeringer i de mange dressurklasser, som bliver afviklet under FEI Dressage World Cup™-stævnet i Herning.

Der bliver interessante dressurkonkurrencer i Jyske Bank Boxen og i Blue Hors Arena.

Dressuren åbner med Almased Dressage Amateurs inde i Boxen fredag morgen. Og samme dag kan man opleve Dressurens Venner CDI3* Grand Prix fra kl. 15.30, og umiddelbart derefter starter den spændende FEI World Cup™ Grand Prix presented by Blue Hors. Den klasse forventes at være færdig kl. 22.00, og gerne med dansk sejr!

 

48930612457_b4e6748aff_c.jpg

Catherine Dufour (DEN) og Bohemian, vandt FEI Dressage World Cup™ 2019 i Herning. Copyright Photo: FEI/Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

 

Freestyle finale dag

Lørdag kan dressurentusiaster opleve 3-stjernet Grand Prix Special presented by Helgstrand Dressage inde i Boxen fra kl. 11. til ca. 14.30. Herefter er der lige en times pause til at strække ben eller shoppe i messen inde i Blue Hors Arena. For kl. 15.30 til 17.00 kan man opleve Agria Afternoon Show – et meget varieret show, fortæller arrangørerne, som vil underholde og begejstre.

FEI World Cup™ Grand Prix Freestyle presented by ECCO for de 15 bedste ekvipager fra fredagens Grand Prix-klasse mødes lørdag aften fra kl. 18.30 til 22.00 for at opnå points til World Cup-serien. De seneste år har de danske ryttere været meget ugæstfrie og snuppet sejren på hjemmebane, og det vil være pragtfuldt, om det samme sker i år. Vores OL-team Cathrine Dufour, Nanna Skodborg Merrald og Carina Cassøe Krüth har meddelt, at de er klar til at kæmpe for sejren i Herning. Og de håber på, at det endelig igen bliver foran et talstærkt, engageret publikum.

Søndag flytter dressuren til Blue Hors Arena, hvor der om formiddagen afvikles Almased Dressage Amateurs. Der er gratis entre onsdag og søndag til Jyske Bank Boxen og Blue Hors Arena og dermed også til messen i samme hal.

Til de øvrige dage kan du købe billetter HER