Choose Language
dk gb

Hoste holder Daniel hjemme

VM-guldvinder for hold Daniel Bachmann Andersen havde set frem til at ride Zippo M.I. ved World Cup-stævnet i Herning, men desværre må Zippo blive i boksen

  20. okt. 2023   Britt


Zippo.jpg

Zippo M.I. og Daniel Bachmann Andersen ved Falsterbo Horse Show i sommer. Foto: AAFoto v/Per Torp

 

Daniel Bachmann Andersen var med på det guldvindende danske hold ved VM i Herning i 2022 med Marshall-Bell. I sommer var han på EM-bronzeholdet med Vayron, og ved Falsterbo Horse Show i juli vandt det danske hold Nations Cup konkurrencen og Daniel havde Zippo M.I. e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Steen Bo Larsen) som partner. Det var netop Zippo M.I. som var udset til at være Daniels hest i Herning. Zippo har udviklet sig med stormskridt de seneste måneder, og Daniel havde virkelig set frem til at vise hesten for publikum og dommere i Herning.

- Da jeg red ham i onsdags kom han med et enkelt host, fortæller Daniel, men Zippo virkede frisk, desværre hostede Zippo mere torsdag, og derfor besluttede Daniel sig for ikke at ride i Herning. Dårlig timing, erkender han, men sådan er det med heste.

Hans EM-partner Vayron er i fuld træning, men alligevel ikke klar til at gå ind i Herning, med så kort varsel. Daniel vil gerne have bedre tid til forberedelse end blot en enkelt dag, erkender han.

Han ærgrer sig naturligvis over ikke at ride i Herning, og ride World Cup på dansk grund for det entusiastiske danske publikum, men hestens velbefindende kommer først.

Se startlisten for FEI Dressage World Cup presented by Blue Hors