Choose Language
dk gb

EM bronzevinder Charlotte Heering i Herning

  22. okt. 2021   Mathilde


 

 

DSC_0058.JPG

Charlotte Heering og Bufranco til Boot Camp på Blue Hors forud for afrejsen til OL i Tokyo. Foto: Zibrasport Equest

 

Charlotte Heering, 35 år red sig ind som reserve på OL-landsholdet. Hun var på det bronzevindende hold ved EM i Hagen i september, og nu er hun og Bufranco klar til at kæmpe for World Cup points i Herning.

Charlotte Heering red sig på bruttoholdet til OL i Tokyo med Bufranco. Efter to sikre, flotte ridt ved det 5-stjernede stævne i Compiégne i slutningen af maj måned, sikrede hun sig billet til Tokyo.

Charlotte har tidligere vundet Nordisk Mesterskab med holdet, og været med på Nations Cup holdet i Uggerhalne. For Charlotte var det en drøm, der gik i opfyldelse, da hun red sig ind på OL-holdet. Og selvom det blev til en plads som reserve, var OL en stor oplevelse. Charlotte og Bufranco kom i konkurrence ved EM i Hagen, hvor de red sig ind i Grand Prix Special, og de var en del af det danske EM-bronzehold sammen med Cathrine Dufour, Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen.

 

Fra ungdomsrækkerne til seniortruppen

Charlotte driver en konkurrencestald, på Aspegaarden i Tikøb. Hun begyndte at ride, da hun var 7 år. Siden hun var 11, har hun haft egen hest, og været på landsholdet som junior- og ungrytter med deltagelse i EM, NM og DM flere gang. Hun debuterede i Grand Prix med Joker Selection i 2014, og i januar 2015 debuterede hun sin potentielle OL-hest Bufranco e. Negro i Grand Prix, og i maj samme år blev det til international Grand Prix kür-sejr ved JBK-stævnet i Odense.

Bufranco har let ved Grand Prix-øvelserne, og parret var godt på vej til at etablere sig blandt eliterytterne, da hesten fik problemer med det ene øje.

 

To år ude af spillet

”Da vi lige var kommet i gang med Grand Prix – han var 9 år, da vi debuterede – fik han problemer med øjet,” fortæller Charlotte, hun fortsætter:

“Vi havde et par år, hvor vi var ude af gamet.” Den kroniske øjensygdom han havde pådraget sig, måtte behandles bl.a. med smertestillende medicin, og derfor kunne Charlotte ikke ride stævner. Flere undersøgelser og behandlinger blev forsøgt. Indtil familien fik kontakt til en amerikansk øjenspecialist, som opererede ham. Siden da har han fungeret uden problemer.

 

DSC_0040.JPGFoto: Zibrasport Equest

 

Uddannet lære

Charlotte træner sine fire heste om formiddagen hjemme på Aspegaarden, og om eftermiddagen underviser hun andre ryttere. Der er plads til 12 heste på gården, og der er blot et par opstaldere. På den måde, kan Charlotte fokusere på at træne sine egne heste.

Mens hun red på landsholdet som ungrytter, gik hun i gang med at læse jura, men det er svært at kombinere med sport på det niveau. Derfor valgte hun i stedet at læse til lære, sideløbende med hun fortsat red og uddannede heste. Hun har ikke brugt uddannelsen i et egentligt lærerjob, men bruger meget af det hun har lært under uddannelsen, når hun skal undervise andre ryttere.

 

Bufranco fundet i Holland

Samarbejdet med Bufranco har strukket sig over 10 år. Mens Charlotte trænede hos Andreas Helgstrand, var hun med ham på tur til Holland, for at lede efter heste. De tog forbi den danske OL-rytter Anne van Olst, som sammen med sin mand Gert-Jan driver en salgs- og konkurrencestald samt hingstestation i Holland. Andreas Helgstrand var ansat på stedet umiddelbart efter han blev udlært som berider fra Søren Vallentin i Sportsrideklubben Aalborg.

Jeg satte mig op på Bufranco, da han var 5 år, og jeg vidste bare, han skulle være min hest. 

Siden da har hun købt endnu et par afkom efter Negro. ”De har et fantastisk temperament, de er ridelige og positive. Jeg sætter meget pris på, at de vil gå til ridning.”

Om Bufranco siger hun: ”Man ved, hvor har ham. Han er så stærk i de samlede øvelser, Negro-afkom er bare gode til Grand Prix-arbejde. De er måske ikke de mest flashie ungheste, men de syntes det er sjovt, når det bliver svært. De har energi og power uden at blive skøre – det passer godt til mig.”

 

Træner hos Nathalie

Charlotte er begyndt at træne hos landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, når hun kommer til Danmark for lave træningssamlinger, eller til træninger hos Cathrine Dufour. Det fungerer rigtig godt for Charlotte, som virkelig har fået en masse ud af at træne ved Nathalie, fortæller hun.

”Bufranco er utrolig øvelsesstærk, men det gælder mere om at lære ham at tage imod den halve parade, fortæller Charlotte med smil i stemmen. ”Nathalie er så god til grundridning, så det har været et godt match. Hun træner på hestenes præmisser, men er samtidig meget konsekvent i sit arbejde med dem. Der har jeg nok været lidt for uskarp selv,” erkender Charlotte.

 

Klar til World Cup

”Jeg er så glad for at være tilbage i Boxen,” indleder Charlotte. Efter træningen forud for starten på World Cup klassen er Charlotte optimistisk, for Bufranco er i tophumør og super frisk.

”Det er dejligt vi næsten er tilbage til normalen (efter Covid-19), og jeg vil prøve at se, om vi kan få starter i andre World Cup kvalifikationer. Så må vi se, hvad det kan blive til.”

Charlotte red sin kür i Compiégne i maj måned. ”Jeg skal se på den igen, den er ikke helt svær nok,” slutter Charlotte Heering.

Charlotte Heering har starttid kl. 19.30 i aften i World Cup Grand Prix sammen med Bufranco.

 

Start- og resultatlister

Zibrasport Equest streamer fra begge haller alle dage